2.6 Mønstergården

Mønstergården i Karlebo Overdrev fotograferet 1940:

Stuehuset indeholdt henholdsvis stue og spisestue mod haven og køkken med lem til kælder, entré med trappe og fin stue mod gården.
På 1. salen var der soveværelse i frontspidsen. Rita havde værelse i gavlen ved frontspidsen. Henning og Jørgen havde værelse i den modsatte gavl. Mellem værelserne var der et åbent loftsrum med bl.a. rulle. På skorstenen hang spegepølse og røgede skinker vinteren over.
I slutningen af 30erne blev der lagt el ind i ejendommen.

Længen til venstre for stuehuset indeholdt et værelse, vaskehus, trappe til kornloftet, brænderum, og garage. I bygningen overfor stuehuset var der lo, lade med stige til halmloft og hestestald. Den sidste bygning omfattede svine- og kostald, lokum og halmloft ovenover.

Nedenfor stuehuset ses lokummet, der er placeret på kanten af møddingen.
Overfor lokumet lå køkkenhaven. Nederst på billedet ses maskinskur, kartoffelkule og brændestabler.

Rita har skrevet om sin barndom:

“På gården var også min farbror Jørgen, da han og mine forældre var sammen om gården på ca. 25 tdr. land. Min bror og jeg havde en tryg barndom. Da vi blev lidt større måtte vi hjælpe far og mor. Vi havde 4 tdr. land med kartofler og en stor frugthave med alle slags buske: ribs, solbær, stikkelsbær og jordbær..”
“Når vi kom hjem fra skole, var der næsten altid arbejde og det især om sommeren. Skulle der tyndes roer, lå vi på vores knæ, efter de voksne havde blokket med hakkejern. Og om sommeren skulle der plukkes bær. Vi kørte så til torvet i Hillerød og solgte det. Under krigen kørte vi med hestevogn. Vi havde bil, men da det blev forbudt at køre med den, blev den klodset op nede i laden.

Men der blev da også tid til lidt leg. Der var mange børn hos vores nabo. De havde 17 børn, og de yngste var på vores alder.”

Der var også vennerne, søskendeparret Aase og Knud, Peter og fætre og kusiner.

<

På gården var der naturligvis hund og katte.


Niels, Peter og Jørgen i hestevogn i Hillerød

Købmandsforretningen lå mellem Mønstergården og skolen, og det var Riats arbejde at aflevere en lille junge med mælk hver anden morgen på vej til skole. Jungen hentede hun på tilbagevejen og fik lidt slik derfor af købmanden.

Fra venstre Emmy og købmandens Agnethe. Mathilde yderst til højre med Henning og Rita.

Missionshuset “Kana” og købmandsbutikken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *